Story Page

Den politiske udvikling 1800-1900

Den daglige forvaltning i København, tilfaldt, i 1900 tallet bystyret, som bestod af en magistrat, samt 32 embedsmænd. magistartet blev ledet af en præsident, som gennem sit embede havde et fast tag i bystyret. medlemmerne i magistraten fungerede også som dommere i rådsstueretten, men havde dog udnævnt stokkemænd og oldermand, der skulle gøre det ud for under underretten, eller rettere bytinget. ud over overpræsidenten, bestod den af tre borgmestre og syv eller seks rådsmænd, hvoraf tre skulle være jurister.

Disse to styringsorganer, var ikke altid enige, men fandt dog begge, at der skulle findes et styre, der skulle tage sig af kommunens anliggender. men da forsamlingerne kom til at skulle udpege et, blev der straks uenighed, om hvorvidt man skulle indsætte mænd fra borgerklassen, og hvilke krav der i så fald skulle gælde. de 32 mænd, var af den opfattelse, at det burde være ejerne af mindre ejendomme. hvilket resulterede i, at magistraten udtalte at de fandt det særdeles tvivlende om der mon var rimelig intelligens at finde der.

Enden på det hele blev, at det skulle blive en borgerrepræsentation, bestående af, af borgervalgte mænd. Disse skulle opfylde kravene om at være i besiddelse af borgerskab. hvilket betød at for at blive valgbar, skulle man besidde bestemte ejendomme til fastsatte værdier, hvis ikke dette var tilfælde, kunne de kun deltage, hvis de betalte en meget høj næringsskat. desuden skulle borgerrepræsentationen skiftes ud, med en sjettedel hvert år.

man kan ikke sige at det blev en dans på roser, de første problemer lå allerede og lurede. allerede i 1839 op til tronskiftet efter kong Christian 8. var uroligheder brudt ud. og da var overpræsidenten ikke sen, til at pålægge ”de lavere klasser” skylden, og bød borgerrepræsentanterne ”at modvirke den ånd, hvorfra disse beklagelige optrin måtte antages at være udgået”. i tiden derefter var tonen kølig, mellem magistraten og borgerrepræsentationen, da de hh. var konservative og nationalliberale. forholdet blev bestemt heller ikke bedre, da forsamlingens viceformand, blev beskyldt for ”at havde udbredt had og misnøje med Danmarks forfatning og måden hvorpå vore konger har udøvet deres magt, samt at have tilskyndet til at virke for en forfatningsændring”. Dettte bundede til dels i en tale som han havde holdt for nogle landboere.

borgerrepræsentationen skønnede at indlemme folk, der ligesom dem selv var nationalliberale, eller som i det mindste havde en forståelse for, at tiden var inde til nyforståelse. borgerrepræsentationen, vandt også mere og mere sympati hos det offentlige, ikke mindst, da bystyrets møder, blev tilgængeligt for det offentlige.

Danmarks første statsminister, Adam W. Moltke i 1848