De engelske koloniers historie

Med Syvårskrigens afslutning overgav Frankrig alle sine amerikanske besiddelser til Storbritannien. Men den britiske kolonimagt i Nordamerika var stærkt svækket af krigen, og desuden ønskede Storbritanien at stramme grebet om kolonierne i Nordamerika. I et forsøg på at få dækket nogle af krigens omkostninger ved at indkræve skatter, kom briterne i konflikt med nybyggerne. I løbet af de følgende år blev trykket på amerikanerne af skatter og restriktioner stadigt større med indførslen af Stamp Act (1765), Declatory Act (1766), Revenue Act (1767) og Tea Act, og modviljen mod briterne blev større – f.eks. fandt amerikanerne det uretfærdigt, at de skulle beskattes så voldsomt, når de ikke engang var repræsenteret i det britiske parlament.
I 1770 blev de voksende spændinger åbenbare, da de britiske styrker, der var til stede for at modet fra eventuelle separatister, blev provokeret til at skyde ind i en folkemængde og dræbte 4 uskyldige mennesker. I 1773 demonstrerede indbyggerne i Boston, Massachusetts, mod de mange skatter og restriktioner vedrørende salg af te ved at smide lastet te overbord fra et skib. Denne aktion, kaldet Boston Tea Party, var dråben der fik bægeret til at flyde over, og briterne indførte sanktioner mod hele Massachusetts ved at begrænse lokalrådenes og det lokale retsvæsens magt betydeligt. Dette fik amerikanere i hele det engelske område af Nordamerika til at forene sig i demonstrationer og protester mod det britiske styre. Og på en stor kongres formulerede repræsentanter fra hele den engelske del af kontinentet i 1774 en samlet protest stilet til den engelske konge, George III, og de enedes om at opfordre til at boykotte al handel med Storbritannien for at lægge økonomisk pres på kolonimagten. I USA var der opstået et udbredt ønske om demokrati og i løbet af året 1775 optrappedes konflikten yderligere. Bl.a. kom det til åben kamp mellem amerikanerne og britiske styrker ved Lexington, hvor briterne blev tvunget til at trække sig tilbage, idet deres nærliggende våbenlagre var blevet tømt.
D. 4. juli 1776 underskrev amerikanernes ledere Amerikas Uafhængighedserklæring. Den var et slags manifest for et samlet, selvstændigt USA, og den blev startskuddet til amerikanernes krig for selvstændighed.
Briterne havde den fordel i kampen mod amerikanerne, at de britiske soldater var øvede og veltrænede og havde en god flåde og mange penge i ryggen. Imidlertid var der mange færre briter i Nordamerika end der var kampdygtige amerikanere, og amerikanerne havde en fordel af at kæmpe i deres eget land. I 1777 kunne briterne med noget målrettethed godt have slået opstanden ned, men vendepunktet blev amerikanernes sejr ved Saratoga og deres alliance med franskmændene i 1778. I slaget ved Monmouth samme år blev briterne slået på tilbagetog.
I 1779 fortsatte kampene i nord og syd, bl.a. angreb loyalister og indianerne nybyggerne i Pennsylvania, men blev slået, og amerikanerne massakrerede hele indianske landsbyer som hævn. Også spanierne sendte støtte til amerikanerne.
I 1780 led amerikanerne deres største nederlag – det var i slaget ved Charleston – men amerikanerne stod stadig godt, og året efter led briterne det nederlag, der endegyldigt fik dem til at opgive håbet om at vinde krigen – det var i slaget ved Yorktown. Året efter igen begyndte fredsforhandlingerne i Paris, hvor briterne blev nødt til at anerkende koloniernes selvstændighed.
I 1783 blev de sidste britiske tropper trukket ud af USA.