antonym
Ord, som betyder det modsatte af et andet ord, fx ung >< gammel.

arveord
O rd, der har eksisteret i dansk siden de ældste danske og nordiske tekster. Der er ca 2000 af dem, fx ord for legemsdele eller familiemedlemmer (i modsætning til importerede ord, som kaldes låneord, hvis de er indlånt fra et fremmed sprog, men retter sig efter dansk struktur og bøjning, og kaldes fremmedord, hvis de klart er fremmede, fx mht stavning, udtale eller bøjning).

dialekt
Ved en dialekt forstås almindeligvis en sprogform, der er karakteristisk for en geografisk del af et større sammenhængende sprogområde, geografisk bestemt.

diskurs
Organisering af sproget over sætningsniveau. Diskurs er en sammenhængende kæde af udsagn, fx i samtaler, fortællinger, udredninger, argumenter og taler.

etymologi
B etegnelse for læren om ords oprindelse og betydningshistorie.

fonem
Et fonem er den mindste, lydlige betydningsadskillende enhed i sproget (fx er det kun udskiftningen af vokalen i lus og lys, der medfører skift i betydning).

fonetik
L æren om sproglyde

fremmedord
O rd, der har bevaret ortografi, udtale eller bøjning fra det sprog, ordet oprindelig kommer fra

funktionsord
Ordklasser kan inddeles i funktionsord og indholdsord. Funktionsord er artikler (kendeord), pronominer (stedord), konjunktioner (bindeord), præpositioner (forholdsord), hjælpeverber
(hjælpeudsagnsord) og interjektioner (udråb).

grammatik
(af gr. (techne) grammatike 'kunsten at læse og skrive rigtigt', af gramma 'bogstav', egl. 'det indristede'), - læren om sprogets opbygning: reglerne for morfologi, dvs. hvordan orddele kan føjes sammen til ord, og for syntaks, dvs. hvordan ord kan føjes sammen til sætninger.

idiomer
Faste forbindelser i sproget, herunder også såkaldte faste billedlige udtryk, fx at vende det døve øre til.

indholdsord
Ordklasser kan inddeles i indholdsord og funktionsord. Indholdsord er substantiver (navneord), verber (udsagnsord), adjektiver (tillægsord) og adverbier (biord).

kerneled
Overordnet led, en grammatisk betegnelse for det centrale led i et syntagme. I syntagmet det gamle, skæve hus ved vandet er "hus" kerneled.

kode (sprogkode)
= en bestemt sprogform, fx rigsdansk, sociolekt (”klassesprog”), dialekt (dvs den variant af sproget som er karakteristisk for en bestemt egn), idiolekt (den variant af sproget, som karakteriserer hvert enkelt individ – man kan genkende folk fra sin bekendtskabskreds bare på den måde de taler: stemmeklang, intonation, yndlingsord, og -vendinger).

kohærens
Indholdsmæssig sammenhæng i mundtlig eller skriftlig tekst.

kohæsion
Sproglig markering af sammenhæng i mundtlig eller skriftlig tekst, fx konjunktioner, adverbier, adverbielle fraser, pronominer, tempus og substantivers bestemthedsmorfemer.

komposita
Ord sammensat af mindst to rodmorfemer, fx ordbog, postgiroblanket.

låneord
Ord, som er optaget fra et fremmed sprog, og som adskiller sig fra en anden type af importerede ord, såkaldte fremmedord, ved at være fuldt tilpasset det modtagende sprogs struktur. Fx er det engelske ord tank optaget i dansk dels som låneordet tank 'beholder' med plur. tanke, dels som fremmedordet 'kampvogn', der oftest får engelsk plur. tanks.

morfem
Et morfem er sprogets mindste betydningsbærende enhed. Der findes forskellige morfemtyper: rodmorfemer (ofte stammen i et ord; et ord kan være sammensat af flere rodmorfemer, fx ordbog),
bøjningsendelser (fx pigerne, spiste) forstavelser (fx aftale, forelsket) og afledninger (fx læsning, venlig).

morfologi
Formlære, den del af grammatikken der handler om det enkelte ord og dets opbygning, dvs ordets opbygning og bøjning.

ordklasse
Gruppe af ord med fælles grammatiske egenskaber ( bøjnings- og funktionsmuligheder) fx substantiver, verber, adjektiver.
Ordklasser kan inddeles i indholdsord og funktionsord.

ortografi
Retstavning.

overbegreb
En samlende betegnelse for ord, der har betydningsfællesskab, fx er ordet ‘fugl’ overbegreb for underbegreberne ‘ravn’, ‘gråspurv’ og ‘skade’.

pluralis
flertal

register
Den sprogbrug og -tone, som vælges afhængigt af den givne kontekst = variation i stilleje og tone, fx grad af formalitet affødt af kommunikationssituationen.
Man afpasser sproget efter den ”sprogsfære” man befinder sig i. (Sprogsfærer kan bl.a. være det sprog man bruger inden for administration, politik, jura, erhvervslivet, kirken, militæret, sport eller blandt familie og venner).
Bruges også om ”gruppe-jargon”: betegnelsen for kode som er karakteristisk for en særlig rolle eller funktion (lægerollens register er fx præget af lægelatin).

semantik
læren om betydning i sproget, betydningslære

singularis
ental

sociolekt
sprogvariant, som tales af en bestemt befolkningsgruppe. Sociolekter defineres ofte i tilknytning til bestemte socialgrupper.

sociolingvistik
den gren af sprogvidenskaben, der undersøger samspillet mellem sprog og samfund.

synonym
Ord, der betyder det samme eller næsten det samme, fx ‘ofte’ og ‘tit’.

syntagme
Grammatisk betegnelse for en ordgruppe, der typisk består af et kerneled med underordnede bestemmelser: det meget gamle, skæve hus ved vandet
At et syntagme udgør en sammenhængende gruppe kan også ses ved, at hvis ledfølgen i en sætning ændres, flyttes hele syntagmet på én gang:
"Familien ville virkelig gerne købe det meget gamle, skæve hus ved vandet."
"Det meget gamle, skæve hus ved vandet ville familien virkelig gerne købe."

syntaks
Den del af grammatikken, der handler om de regler der skal til for at sætte ord sammen i sætninger

talehandling (sproghandling)
Når man siger noget, udfører man en sproghandling, fx giver en ordre, lover noget, advarer, hilser, stiller et spørgsmål, svarer, etc