Indretning

Omkring 1800 boede 80% af den danske befolkning endnu ude på landet – i samme type gårde og huse som mange generationer før dem. Tidens store landboreform betyd imidlertid, at den gamle landsbys dyrkningsfællesskab ophørte. Den enkelte gårds jorder samledes – og blev dyrket som en selvstændig enhed fremover. Samtidig skabte opmålingen og udskiftningen af jorden forudsætningerne for et helt nyt kulturlandskab. En fredelig revolution gav det nye mønster af spredt bebyggelse, der endnu kan kaldtes typisk dansk. Den mellemstore familiebrug opstod. Den gamle fæstegård veg for selvejergården. Den skulle fremover blive grundstammen i dansk landbrug. I alt blev det til ca. 60.000 bøndergårde – og sammenlagt gav de landskabet et nyt udseende. De gennemførte reformer af landbruget betyd ikke, at landsbyen forsvandt, men der var mange gårde, der i løbet af en ret kort periode flyttede ud på markerne. Nogle steder udskiftedes jorden i stjerneform. Under sådanne forhold kunne gårdene blive liggende i landsbyen – men i et meget stort antal tilfælde gik stjernen ikke på. Andre steder valgtes der en blokudskiftning, som gav endnu større spredning i landsbyen og rykkede nærmere på egen jord. For fremtiden gjaldt det om at have en praktisk placering i forhold til de marker, man selv skulle leve af at dyrke og forbedre.

Byggeskikken ude på landet blev påvirket af udviklingen i byerne – men kun meget langsomt. Det var således en yderst traditionel bondegård, der i bogstavelig forstand blev flyttet ud som konsekvens af landboreformerne. Byggemåden varierede noget fra landsdel til landsdel; men nogle grundtræk gav trods alt et fællespræg. – Den typiske danske bondegård er 4-længet. Bygningerne omkransede en mere eller mindre lukket gårdplads. Byggematerialerne er traditionelle: bindingsværk udgjort den bærende konstruktion. Væggene var lerklinede, gulvet stampet og taget stråtækt. Det varede endnu 1-2 generationer før byernes – dyrere – grundmurede huse dannede forlæg for landbrugsbyggeriet. Udflyttergården var at betragte som genbrug af samlesæt: konstruktionerne flyttedes til det nye byggested. Også ved nybyggeri var selve bindingsværket det eneste led i byggeriet, som krævede professionel, erfaren håndværkerindsats. Resten klaredes ved naboens hjælp eller som sidste del af den gamle landsbys arbejdsfællesskab. Sådan foregår den proces, som spreder gårdene i landskabet og derved revolutionerer det. Angående selve bygningerne var visse forbedringer sket løbende. Bedre fundering af husene på syldsten havde afløst jordnedgravningen af stolper. Muret skorsten erstattede efterhånden røghulerne i tagryggen. Vinduer, gulv- og loftsbrædder var nogle af tidens mærkbare forbedringer. Ændringer i bindingsværkets udformning og konstruktion var ligeledes udtryk for byggeteknisk fremskridt. – Men ellers afspejlede byggeskikken både kulturel og træghed og knaphed på træ – tydeligt således, at de sjællandske gårde havde det mest nødtørftige, spinkle bindingsværk. Det illustrerer også de sjællandske bønders relative fattigdom. De boede så tæt ved hovedstaden, at godsejerne havde haft rimeligt let ved – både at passe deres dér og holde bønderne i ånde. Forskelle i skovrigdom og skovdrift spillede ligeledes ind. Sjællandske skove var mere til jagt – og tømmerhugsten blev drevet med tanke på afsætning i hovedstaden. Det gjaldt både egetømmer til huse og til skibsbyggeri. København var aktivitetens centrum.

Det var et grundtræk i 1700-tallets samfundsvikling, at provinsens købstæder sod i stampe, mens hovedstaden havde højkonjunktur. Med det udgangspunkt var behovet for nybyggeri begrænset. I provinsen mangledes penge – i hovenstaden pladsen. Der var ved at være fuldt udbygget inden for Københavns vold. Alligevel blev der talt om nybyggeri af betydeligt omfang. De skyldtes ikke mindst periodens bybrande – mange små og store mellem hinanden. Byområderne var tæt bebygget, og endnu var trækonstruktion og stråtage udbredte. Brand og ulykker dannede baggrund for tidens byfornyelse. På den ene side betyd brandene tab af menneskeliv og store værdier. Store kulturværdier gik op i røg, men nye rejser sig af asken. Nye grundmurede, klassicistiske borgerhuse med ensartede, lyse facader og regelmæssigt placerede vinduesfag. Det betyd mere solide huse – og mindre fare for brand fremover. De nye byhuse rummede borgerskabets boliger. I provinsens købstæder boede de fleste borgere i eget hus – med tjenestefolk og eventuelt med småkårsfolk som logerende. I København var det derimod de færreste familier, der havde råd til at lægge beslag på et hus. – En lejet lejelighed dannede i langt det fleste tilfælde rammen om familiens liv. Lejelighedens størrelse kunne varierer, men nogle typiske træk gik igen i tidens boligindretning.

Det er karakteristisk, at borgerlig smag blev påvirket oppefra. Det er de øverste rangklassers liv i palæerne, der dannede forbillede – Og snob – eller ikke … Det var nok derfor borgerlige hjem forsøgte at balancere mellem det repræsentative og det private – familiecentrerede, intime. Hjemmet skulle være rammen om det daglige liv, men også give rum for udadvendt selskabelighed. Derfor var stadsstuen central – selv- om det tit, også i samtiden – kritisk blev påpeget, at en stadsstue, der ikke blev brugt til andet end stads, var en ufornuftig indretning. Især i en mindre lejelighed. Men der var da også hyppigst i de større lejeligheder, at selskabeligheden fyldte op. Her fandtes stadsstuer ofte centralt placeret – oppe på første sal – med vinduer ud mod gaden. Til hverdag stod dørene ikke åbne. Så levedes livet i dagligstuen. Møbleringen var let. I modsætning til bondegårdens stuehus, hvor de faste, tunge – nærmest indbyggede – møbler stod 1-2 generationer endnu. I byerne hed tidens lette møbelstilarter efter tur nyklassicisme, empire og Christian 8. – måske også biedermeier. Men reelt var stilforskellene begrænset. Modetræsorten var mahogni – ofte med indlæg – billeder eller diskrete mønstre i træet. Et pænt – passende – møblement omfattede sofa, bord, stole spejl og chatol. Et rigtigt hjem havde glasprismelysekrone, gulvtæppe og tapet på væggene. I nogle tilfælde dyrt fransk panoramatapet – landskabsbilleder i totalt vægformat. I øvrigt var det karakteristisk, at tidens kunst udbredte sig til en lidt større kreds. Afstøbninger af Thorvaldsens arbejde, placeret på piedestal, eller aneportrætter og genrebilleder dukkede op på væggene i det almindelige borgerhjem.

Lethed og elegance var tidens borgerlige smag, når det drejede sig om hjemmets indretning.
Først efter 1850 var det borgerlige hjem på vej mod en mere bastant hygge – med tungere, udskårne møbler i historiske stilarter, mere pynt, mere nips og tungere gardiner. – Der er tale om, at et efterhånden mere konservativt og sat borgerskab gror fast i hjemmet.
På Østerbro og Frederiksberg opstod nye – borgerlige – villakvarterer. Huse med haver og højt hegn omkring – for at holde tyve på afstand. De socialt privilegerede kunne bygge i landlige omgivelser og alligevel være tæt på byen. I udgangspunktet var inspirationen til 1800-tals villaen klassisk romersk, men også samtidens italienske landhuse og engelsk hus-med-have-tradition påvirkede byggeskikken. – Det er de fremmede træk i byggekulturen, senere danske arkitekter gjort op med. Men tidens herskende smag var og blev klart europæisk og historisk. Senere skulle en mere national arkitekturstrømning gøre sig stærkt gældende. Men villabyggeriets stiltræk smittede også af andre steder. Især i de nye stationsbyer var det iøjnefaldende.

Ude på landet sås ligeledes nymodens træk i byggeriet. Her var fremgang for det mellemstore danske gårdbrug. Det fik konsekvenser både for bøndernes daglige levestandard og for deres boligforhold. Landbrugslandets nye borgerskab byggede nemlig nyt: tidssvarende stuehuse og avlsbygninger. De gjort det ikke længere traditionelt og selv. Den gamle landsbys fællesskab var ophørt. I stedet kom der nye gårde efter arkitekttegnede mønsterforlæg – opført af bygmestre og håndværkere. Der blev støbt grund, bygget med mursten. Tegl blev erstatningen for stråtaget. Den pudsede gård viste ofte tilbage til en klassicistisk tradition, der dominerede byarkitekturen til 1840’erne, mens senere historiske stilarter dyrkede den rå mursten – eventuelt suppleret med lidt ornamentik i tidens ånd. Det nye landbyggeri betyd opbrud fra en gammel byggeskik – og tidens konkurrencer om tegninger til stuehuse og avlsbygninger afspejler både behov og problemer.
Tidens nye stuehuse blev lysere og mere rumlige. 4-6 rum blev det normale. Køkkenet, spisekammer og forrådskammer indgik i stuehuset, hvor vaskerum og bryggers blev placeret i udhuset. Stalden eller loftet var normalt, hvor karle og røgterdrenge boede. De nye stuehuse var en reaktion af befolkningsgruppens sociale opstigen. Godt nok var 1800-tallets landbrug ramt af kriser og ændringer, men dette forhindre ikke de nye mellemstore gårde fra at stige i velstand.